HS indfører en systematisk gentest for alle nye psykiatriske patienter, der skal i medicinsk behandling for første gang. Det sker efter en række dødsfald blandt yngre psykisk syge på et af Københavns Kommunes bosteder. Testen kan muligvis forebygge alvorlige bivirkninger eller manglende effekt af medicinen hos en del af patienterne, og den indføres både for børn, unge og voksne. Det oplyser overlæge Kristen Kistrup fra direktionen i HS.
»Bestyrelsen i HS har besluttet, at testen skal indføres for alle nye patienter i både voksen- og børne-ungdomspsykiatrien, der kommer i medicinsk behandling. Det sker på baggrund af en anbefaling fra HS’ sundhedsfaglige råd for psykiatri. Rådet fastslår, at der ikke findes evidens for at bruge gentesten, men at det er fornuftigt at få erfaringer med at bruge den i behandlingen af debutanter,« siger Kristen Kistrup.
Baggrunden for at indføre testen er, at op mod 15 pct. af alle mennesker bærer på forskellige variationer i de gener, der ændrer leverens omsætning af psykofarmaka. Mange af disse patienter har svært ved omsætte medicinen på normal vis, og det øger risikoen for overdosering og deraf følgende bivirkninger. Det gælder både patienter i behandling med antidepressiv og antipsykotisk medicin, som risikerer kramper, parkinsonisme og hjerteproblemer.
Ikke et vidundermiddel
Gentesten har været brugt bl.a. på Sct. Hans Hospital i flere år, og hospitalets forskningschef Thomas Werge understreger, at testen ikke er noget vidundermiddel, der fortæller lægen, hvilken medicin patienten skal have, og hvor stor dosis skal være. Men den er et nyttigt redskab, siger han.
»Gentesten er en lille brik i den samlede behandling, men den kan gøre en vigtig forskel og hjælpe med til at nå frem til en bedre behandling på kortere tid. Alle psykiatere ved, at man skal være særligt opmærksom ved medicinering eksempelvis af patienter, der er i behandling med det antidepressive middel Fontex, fordi det hæmmer patienternes evne til at omsætte bl.a. antipsykotisk medicin. Det er præcis det samme, der sker hos de 10-15 pct. af patienterne, der på grund af genvariationerne har en beskadiget leverfunktion, og derfor skal man være lige så opmærksom over for dem, når de sættes i medicinsk behandling,« siger Thomas Werge.
Han peger på, at man i nogle tilfælde sandsynligvis kan spare patienterne for unødige bivirkninger eller manglende effekt af medicinen, og det kan medvirke til større patienttilfredshed og forhåbentlig få flere patienter til at forblive i medicinsk behandling. Det sidste er et stort problem især blandt skizofrene og psykotiske patienter, hvor en stor del opgiver behandlingen efter kort tid – ofte på grund af uacceptable bivirkninger.
Når gentesten udbredes til hele HS nu, skyldes det en konkret henvendelse fra Københavns Kommune til HS, efter at otte sindslidende under 50 år var døde inden for de sidste to år på et af kommunens bosteder. Dødsfaldene har ført til debat om medicineringen af beboerne. Gentesten vil også i nogle tilfælde være et tilbud til denne gruppe patienter.






